12. december-initiativet
Demonstration ved klimatopmødet i København
Klimatopmødet i København til december skal beslutte en afløser for den helt utilstrækkelige Kyoto-aftale om CO2-reduktion.
Imidlertid er udsigterne til en tilstrækkeligt ambitiøs – og socialt og globalt retfærdig – aftale til at afværge en global klimakatastrofe ikke alt for gode.
Derfor finder vi det nødvendigt, at der organiseres en synlig manifestation af, at det ikke er verdens befolkninger, der står i vejen for en sådan aftale.
Stor, bred og folkelig demonstration 12. december
Der kommer til at foregå en mængde af aktiviteter op til og under klimatopmødet 7.-18. december.
Vores ambition er at samle alle, der ønsker en ambitiøs og socialt og globalt retfærdig klimaaftale, til en stor, bred og folkelig fælles demonstration lørdagen midt under topmødet.
Den mere præcise form er langt fra færdigudviklet. Vi opfordrer fagforeninger, studieorganisationer, miljø- og klimaorganisationer, ja, alle der vil være med til at manifestere det folkelige krav om en ambitiøs og retfærdig klimaaftale til allerede nu at være med til at give demonstrationen et bredt fundament.
De første møder er afholdt
Der har indtil nu været holdt 5 møder i initiativet (se referater). Der vil løbende blive holdt møder, hvor alle interesserede kan bidrage til at præge initiativet.
På mødet 28. maj blev der vedtaget et grundlag for demonstrationen.
Det næste møde finder sted tirsdag den 20. oktober kl. 17 hos Mellemfolkeligt Samvirke, Fælledvej 12, Nørrebro
Vi opfordrer alle interesserede til at deltage og til at være med til at forme demonstrationen og mobilisere til den.
Gå med i initiativet
Skriv dig på vores mailliste, hvis du vil holdes orienteret om møder og andre aktiviteter. Eller kontakt os, hvis du eller din organisation har spørgsmål eller vil tilsluttes initiativet.